Dagrofa sænker klimaaftryk med 14 pct.

Dagrofa 1. maj 2024 -
This describes the image
Foto: Dagrofa
  • Købmandskoncernen har hentet store energibesparelser ved blandt andet nye kølemontrer, varmegenvindingsanlæg og solceller

Dagrofa har i 2023 i samarbejde med deres selvstændige købmænd og partnere reduceret sit klimaaftryk med 14 pct. i forhold til 2021.

De seneste år har Dagrofa og deres selvstændige købmænd investeret i en lang række energibesparende tiltag, som i 2022 bl.a. skabte en reduktion på 4 pct. CO2.

I 2023 har koncernen under et yderligere reducerede strømforbruget og dermed CO2-udledningen i egen drift til samlet set ca. 14 pct. i forhold til 2021, fremgår det af en pressemeddelelse fra Dagrofa.

I Dagrofas egne butikker betyder energibesparelser igennem bl.a. belysning, nye energibesparende køle- og fryseanlæg samt mindst 60 varmegenvindingsanlæg, at energiforbruget er reduceret med ca. 15 pct. KWh.

Energiplan

Dagrofa har lanceret sin ”Energiplan 2025”, hvor et team af energirådgivere vil identificere og evaluere flere nye muligheder for reduktioner i koncernens egne bygninger og hos de selvstændige købmænd.

Målet er at indfri ambitionen om en reduktion af koncernens klimaaftryk med 20 pct. i 2024 målt i forhold til 2021.

- Vi er yderst bevidste om vores overordnede samfundsansvar og arbejder kontinuerligt med at gøre endnu mere for at styrke vores indsats og implementere de mest rentable løsninger i vores egen forretning, men også i samspil med partnere og for vores kunder. En reduktion af f.eks. vores klimaaftryk er et vigtigt skridt fremad, men vi går ydmygt til opgaven og ved, at der stadig ligger et stort arbejde forude, som skal løses, siger Tomas Pietrangeli, koncernchef i Dagrofa.

Madspild, plast og borgerbutikker

Samtidig med fokus på at bruge mindre energi er madspild i samme periode reduceret med 13 pct. Koncernen har sat sig målet om at reducere sit eget madspild med 50 pct. inden 2030.

Med CSR-strategien ”Vi hjælper globalt ved at styrke lokalt” har Dagrofa, som er en af Danmarks største fødevarevirksomheder med dagligvarekæder og foodservice i 2023 arbejdet målrettet med at skabe fremgang i koncernens CSR-strategi.

Det betyder, at koncernen også har øget andelen af genanvendt plast og etableret 13 nye borgerstøttede butikker som en del af CSR-strategien.
 

Opdateret 1. maj 2024